Reference

ELCON’s nye erhvervsdomicil


Kuben Management har været bygherrerådgiver for vores søstervirksomhed, ELCON, i forbindelse med med opførelsen af deres nye intelligente hovedsæde i Aarhus.

Hovedsædet - set indefra

Kontor og produktionsfaciliteter 

Byggeriet af ELCON’s nye erhvervsdomicil er beliggende på Edwin Rahrs Vej i Aarhus. Bygningens samlede areal på ca. 6.200 m2 og fordeler sig på ca. 3.400 m2 til administration med plads til 155 kontorpladser, mødelokaler samt kantine og foyer, imens ca. 2.800 m2 er opført til produktion, lager samt produktionskøkken.

ELCON er et el-installationsfirma - og er ligesom Kuben Management en del af NRGi-koncernen. ELCON har ca. 1.100 ansatte på landsplan og opførelsen af det nye erhvervsdomicil får status som virksomhedens hovedkontor.

Intelligente og datadrevne bygnings systemer 

I ELCON’s nye hovedsæde bruges aktiv anvendelse af data analytics med henblik på at nedbringe energiforbruget og CO2-aftrykket fra bygningen. Der er derudover implementeret intelligente og datadrevne bygningssystemer og smarte tekniske installationer, der skal sikre en energieffektiv bygningsdrift og et komfortabelt indeklima.

Der er også bl.a. installeret et BMS-system, der skal sikre optimal opvarmning og køling af bygningen. Systemet overvåger vejret og taler sammen med kalenderen for mødelokalerne, så der altid er det rette indeklima, når der skal afholdes møder.

Byggeriet er opført i totalentreprise af KT Erhvervsbyg A/S – med undtagelse af el-entreprisen, som selvfølgelig er leveret af ELCON selv.

 

Kontoret - set indefra

Industrielt look med store glaspartier og indkig til produktion af eltavler

Det nye erhvervsdomicil har et industrielt look præget af grå betonfacader med store glaspartier ud mod Edwin Rahrs Vej. Invendigt fortsætter det industrielle og moderne udtryk med rå betonoverflader og store glaspartier med sorte indramninger fra gulv til loft.

Bygningens centrale kerne består af en stor og åben foyer samt kantine, hvor loftshøjden gennembryder to etager. På hver side af foyeren er der to fløje med kontor- og mødefaciliteter i to etager. Fra kantinen og foyeren er der igennem store åbne glaspartier med indkig til de bagvedliggende produktionsfaciliteter, hvor der produceres eltavler.

Det industrielle udtryk kombineres med trægulve i kontorområdet og interiør i træ og grønne farver. Mødelokalerne er transparente med  vægpartier i glas, og hvert enkelt lokale er opkaldt efter SI-enheder såsom watt, ampere, joule.

Byggeriet har opnået en DGNB-sølv certificering.

ELCON, Erhvervsdomicil Aarhus2 Sløring

Bygherrerådgiver og DGNB-auditor

Byggeriet er udviklet og realiseret i et tæt samarbejde mellem bygherre, Totalentreprenør KT Erhvervsbyg A/S, Christoffersen Arkitekter ApS, VITA Ingeniører Vejle ApS og Indretningsspecialist Ambiente.

Vi har været glade for dette samarbejde og stolte over at have bidraget til opførelsen af vores søstervirksomheds nye, intelligente hovedsæde i Aarhus.

Vi har varetaget rollen som bygherrerådgiver og har optrådt som bygherres repræsentant over for totalentreprenøren. Vores opgaver har dermed omfattet projekt- og procesledelse, udarbejdelse af byggeprogram, kontrahering, projektgranskning under projektering, deltagelse i tilbuds- og projektgennemgang med totalentreprenøren, tids-, kvalitets- og økonomistyring, deltagelse i førgennemgang og afleveringsforretning m.m.

I Kuben Management har vi derudover varetaget rollen som DGNB-auditor og varetaget DGNB-certificeringen af byggeriet. Det har bl.a. involveret udarbejdelse og vedligeholdelse af evalueringsmatrix samt bæredygtighedsplan, udførelse af livscyklusanalyse (LCA) og levetidsomkostninger (LCC).